Jeg sidder her med den ældste, trykket ind i sofaen, mens en tegnefilm kører på skærmen. Vi har lige overlevet et af de der følelsesmæssige nedbrud, hvor jeg som far virkelig skal finde den indre ro.
Vi er lige kommet hjem efter to dage under stjernerne – første gang, de store unger sov i egen sovepose, og det føles som en lille milepæl.
Vi tog toget sydpå med DSB og en bus, der snoede os ind i Sønderjyllands bløde landskaber. Der fandt vi en campingplads, der var som skabt til os: legeplads næste klods op af vores shelter med lås, "dør" og plads nok til at udfolde sig. Det var, som om det hele var planæagt der for os. Virkelig fedt, også var de store helt fantastiske til, at inddrage den mindste – så kunne mor også få lidt ro.
Maden blev til over bål i en bålgryde med, hvad skoven og markerne bød på, plus lidt af det, vi havde pakket med. Og på trangia en var det pandekager med alt, hvad hjertet begærer, og selvfølgelig masser af snacks, der dukkede op, når sulten meldte sig. Det er underligt, hvordan mad smager bedre, når den laves udenfor, med røg og frisk luft som krydderi. Ja selv ungerne spiste det 😂
Den første nat var lang for den gamle her. Jeg lå og lyttede til natten, vågnede hver halve time for at tjekke, om de frøs. Konen sov med den mindste i en hjemmesyet sovepose, hvor amningen kunne foregå uden besvær, faktisk et/en? lille genistreg af praktisk kærlighed. Men ingen frøs, ingen klagede. Faktisk sov de dybere og roligere, end jeg havde turdet håbe.
Og selvom vi vågnede tidligt, som man gør, når man sover i det fri – var der noget genialt ved at kunne trække sig ind i shelteret, spise morgenmad i sengen i det tidlige lys og så direkte i bad efterfølgende (det geniale ved campingplads). Ingen stress, ingen hast.
Det er de her små øjeblikke, der gør det hele værd at forsøge. Selv med bekymringerne og den jetlag-fornemmelse, der følger med manglende søvn. Men at sove under åben himmel med små børn kan anbefales. For der er noget ved at de på trods af mine bekymringer, bare tager det hele med ro, leg og uden dey mindste brok over det. Brok og gråd kom først, da vi alle var hjemme igen. Pudsigt nok.
Så blev det vidst puttetid, lad os håbe der er mere søvn i de hjemlige varme rammer.
Fedt! At være udenfor i efteråret, hvor man begynder at kunne mærke kulden, er en form for magisk.