HenrikMillinge

Hvis vi ikke engang gider prøve forsvare os selv, er der heller ikke nogen der vil gide at hjælpe os.

Det er faktisk et meget interessant argument. Op til 2. verdenskrig afsøgte Danmark mulighederne for at indgå nogle forsvarsalliancer. Men hverken England eller de andre nordiske lande var interesseret. Og det på trods af at Danmark faktisk havde fomået at holde sig ude af 1. verdenskrig pga vores stærke forsvar.

Det er da heller ikke et argument for ikke at skulle forsvare sig imod enhver fjende der angriber ens land.

Det er et spørgsmål om, hvor meget du vil ofre for at forsvare dit "land".

Der var ingen der så at Nazityskland i 1940 var ondt?

Nej. Det var der ikke mange der så. Det fandt man ud af bagefter. Det er et spørgsmål om, hvilken udvikling man gerne ser i sit samfund. Der var mange danskere der, efter 1933, så Hitler som et ideal. En stærk mand, der er klart til at rydde op.

Netop.

Du glemmer scenarie 3, hvor alle Danmarks større byer er jævnet med jorden og Nazityskland vinder krigen.

Plus at du i bagklogskabens ulideligt klare lys ser, at Nazityskland er noget dårligt. Det var der ikke nogen, der nødvendigvis så i 1940 (eller før) og det er heller ikke sikkert at det ville være det på den lange bane.

Nu er vi med i NATO, så situationen er en anden end i 1940. Men hvis vi ikke var med i NATO og vi kæmpede til sidste mand og sidste patron, risikerede vi at ende som Tyskland i 1945, hvor alle store tyske byer var jævnet med jorden. Det mener jeg ikke er et optimalt scenaire.

I virkeligheden er det den samme diskussion, vi havde i mellemkrigstiden om, hvad det betyder at forsvare landet. De radikale, med P. Munch i spidsen, mente at vi ikke skulle have et forsvar overhovedet og hæren, med Erik With som talsmand, mente at vi skulle have et forsvar, der kunne kæmpe til sidste mand og sidste patron. Personlig ligger jeg et sted midt imellem: Det skal gøre ondt på en angriber, der ønsker at angribe landet, men forholdsvist hurtigt skal vi overgive os. Som vi gjorde i 1940.

Denne type personer er mere tilbøjelig til at kunne udføre de handlinger som krig kræver uden at studse over det

Jeg "studsede" over det. Og reflekterede mig frem til, at hvis nogen ønskede at besætte Danmark og dermed afgørende ændre grundlaget for mit samfund, var jeg klar til at forsvare det med "våben i hånd".

De vil være mere effektive soldater med færre kvaler (pg muligvos færre mén efterfølgende) ved at dræbe tilfældige fremmede soldater de støder sammen med.

Og jeg var klar over at jeg muligvis ville have det skidt med at dræbe andre mennesker. På den anden side er det jo en "do or die" situation man var ude i. Enten dræber jeg "ham" eller også dræber han mig.

Jeg meldte mig frivilligt til min værnepligt ellers kunne jeg ikke aftjene den i livgarden. 😀

Jeg forstår ikke, hvorfor en mobiliseringsstyrke bliver hypet, som en total nytænkning. Da jeg forlod forsvaret efter endt værnepligt for 40 år siden, overgik jeg til mobiliseringsstyrken, der ville blive indkaldt i tilfælde af krig. Jeg tror jeg blev "hældt ud" af den da jeg var 50. Så jeg stod i den i 30 år.

Faktisk tror jeg, de er ret glade for, at deres respektive medier ikke taler sammen. På denne her måde er "konversationen" nødt til at foregå i "aviserne" og når således meget bredere ud, end hvis det kun foregik på et socialt medie.

Så er det dine forældre, der aktivt har tilmeldt dig på dine vegne.