Min hjerne har to modes når jeg skal sove:

Mode 1: jeg skal dø en dag. Tænk hvis jeg har en uopdaget sygdom som måske kunne redde hvis den blev opdaget nu, men som først bliver opdaget når det er for sent? Ej, kan du huske da du var seks år og var mega fan af Klokkeren fra Notre Dame og så en lidt grim fyr i en lufthavn og begejstret råbte til mor og far: SE! HAN ER VANSKABT :D Gad vide om du begynder at tabe dine tænder på grund af stress en dag. Lad os lige gå ud og tjekke om de alle sammen sidder der endnu. I øvrigt er du en idiot. Nejjjj, se! Nåh nej det kan du jo ikke uden dine briller haha. Hvor har du nu lagt dem, din demente tosse? Når tredje verdenskrig kommer så kan du i det mindste trøste dig med at du var for stor en kylling til at få børn. Nåh, du prøver at sove igen, hva? Her, grib! Lidt angst til at putte med. Hyggehyg

Mode 2: hoooooooold nu kæft det var en god ide jeg fik der! Fuck, det skal skrives ned! Lad os lige bruge tre timer på det og så kan vi også lige gøre badeværelset hovedrent imens. Fuck hvor fedt! Lad os læse en roman på en time! Nej nej, lad os SKRIVE en roman på en time. Med tilhørende illustrationer. Nej. Nej. Lad os ANIMERE det hele på en time. Og høre lidt musik. Nej, podcast. Nej, radio. Nej podcast. Nej musik. Nej podcast. Oh, lad os tjekke mail. Nej det gider vi ikke. Hold kæft den ide var fucking nice. Jeg må hellere lige skrive den ned forresten. Ikke vække kæreste, ikke vække kæreste, ikke vække kæreste. Men men men, fuck jeg har bare brug for at fortælle nogen om det!!! Okay nu er jeg endelig ved at blive træt. Pisse nice! Vi går i seng. Uuuuuuuh, hvor er det feeeeeeeeeeedt. Sådan en god ide. (Dagen efter er ideen som regel middelmådig eller glemt. Der er i øvrigt en meget stor sandsynlighed for at alt det der foregår inde i knolden mens jeg ligger helt stille og glor op i loftet i timevis.)