Jeg har døjet med lidt motivationsproblemer de sidste par uger. Jeg arbejder på et sideprojekt og det er et rimelig stort projekt og jeg ved ikke rigtig om det nogensinde bliver til noget eller om det ligesom er al besværet værd.

I det mindste lærer jeg en masse ting om frontend-udvikling i processen, og det er vel altid noget. Men den der stemme der siger "why even bother" er lidt for larmende for tiden synes jeg :/

Gik lige ind på min datters værelse, hvor hun lå og netop var vågnet. Det første hun sagde var:

Datter: jeg gider ikke i skole.

Klorofyl: okay, du kan blive hjemme, hvis du hjælper far med at slæbe brænde.

Datter: ej, det gider jeg ikke.

Klorofyl: okay, men så er det jo i skole.

Datter: okay, jeg hjælper.

Klorofyl: godt min pige. Op og find en solid morgenmad.

Så hvordan har min mandag morgen været? Jeg har lidt blandede følelser overfor mig selv.

Var på bakken med min kone og mine to unger og min kusine og hendes mand og to børn i går. Det var helt vildt hyggeligt. Pga. regn var der så få mennesker at vi kunne gå direkte op i stot set alle forlystelser. Og mange gange kunne ungerne bare blive siddende og få uendelige ture. Forlystelsesparker i regn > forlystelsesparker i godt vejr.

Edit: Min kone er på feddit, og har lige været inde og sladre til min datter. Nu jeg er tilsyneladende en bølle og jeg ved ikke hvad.

Det har været en travl uge med masser af aften arbejde, så jeg har næsten ikke set min kæreste. Tilgengæld har jeg fået lavet super meget på et krea projekt, sat farten væsentlig op i den bog jeg læser på et nyt sprog, og færdig gjort en anden bog. Så alt i alt en god uge, men jeg glæder mig til kvalitetstid med kæresten i morgen.