En lille robåd sætter ud fra Skodsborg med kurs mod Sverige i høje, mørke bølger midt om natten i efteråret 1943. Ombord er ingeniøren Marcus Herbert (jøde), arkitekten Arne Jacobsen (også jøde), dennes kæreste, Jonna, samt ægteparret Inger og Poul Henningsen. Besættelsesmagten har netop påbegyndt en menneskejagt på alle jøder og ideologiske fjender og heldigt for den lille besætning i båden, når deres gruppe væk i tide.
En nazistisk terrorgruppe, ledet af Wilfred Petersen, havde nemlig samme nat planlagt at brænde PHs hus ned med ham og Inger indeni.
Men hvorfor ville de dog indebrænde en berømt arkitekt, der var kendt for sine flotte lamper? Fordi PH ikke kun var god til at designe interiør til hjemmet, men også var en meget aktiv samfundsdebattør, kulturmand, skribent og digter. Han havde i løbet af 1930erne erhvervet sig nazisternes opmærksomhed ved sine satiriske og kritiske artikler omkring den politiske udvikling i Tyskland. Selvom han siden besættelsen havde været under stram censur og derved ikke på samme måde kunne udtale sig bramfrit, blev PH alligevel set som en trussel mod styret og han skulle derfor tilintetgøres.
Foruden sit tidsskrift, Kritisk Revy, brugte PH også sin tid på at skrive revysange. Den mest kendte må vel være ”Man Binder Os På Mund og Hånd”, som på alle måder er en protestsang. Men året efter, i 1941, skrev PH en anden revysang, som jeg gerne vil give lidt opmærksomhed.
”I Dit Korte Liv” kan også kaldes en protestsang mod det nazistiske regime, men den er også mere end det. Først og fremmest er den en eksistentiel vise, skrevet fra et ateistisk synspunkt, hvilket ikke var helt almindeligt dengang. Der er en tydelig religionskritik i sangen, og et fokus på at få mennesket til at forholde sig til det, som PH mener er en fundamental realitet når det kommer til vores dødelighed. Sangen er også en kærlighedserklæring til livet selv og til vores planet, der er så unik og vigtig at værne om.
Jeg faldt over sangen ved et tilfælde en dag for nogle år siden, hvor jeg ledte efter spændende gamle danske viser og efter min mening er det en af de bedste danske sange jeg nogensinde har hørt.
Musikken blev skrevet af Kai Normann Andersen og sangen blev sunget af Liva Weel ved Dagmarrevyen, i samme bygning, hvor nazisternes hovedkontor lå. Da ”Man Binder Os På Mund Og Hånd” blev sunget året før, havde salen været stille og publikum havde med deres tavshed udvist respekt for sangen. Det var ikke meget anderledes denne gang og heldigt nok for dem alle at nazisterne ikke var flydende i dansk så visens budskab gik dem forbi.
Jeg blev mindet om sangen sidste weekend, mens jeg var i færd med at hente al musik ned fra mine youtube-playlister (man er nået til et punkt, hvor der er så mange reklamer, at musikken nu føles sekundær, for helvede). Sangen sad stadig fast i min hjerne da min kæreste og jeg kørte mod Hammer Bakker for at gå en frisk lang tur i lyng, skov og på stier belagt med alskens ko-, heste- og gedemøg. Vi mødte endda kreaturerne flere gange på ruten. Sølvbrune heste, snehvide geder og langhårede køer med horn længere end mine arme. Men på turen derud bragte jeg sangen op og mens vi kørte afsted og solen sank ned bag skove og marker, læste jeg hulkende sangen højt for ham.
Den føles mere relevant nu end den gjorde da jeg faldt over den for nogle år siden. Jeg vil ikke gøre mig til dommer over hvem, der har ret når det kommer til hvad der sker efter døden, men PH rammer min egen livs- og dødsfilosofi med hoved på sømmet. Hvis nu der virkelig ikke er andet efter døden, så er det NU vi skal leve. Ikke kun det, men også leve med kærlighed i stedet for med had. Det føles næsten banalt at forsøge at sætte ord på de ord, der allerede står så fint alene. Men der er noget så vemodigt ved at læse denne lyrik, som var skrevet for mindre end 100 år siden og vide at vi måske ikke er ved at gentage historien i moderne tid, men vi forsøger dog ihærdigt at få den til at rime.
