Forskning og Videnskab

Må ærligt indrømme, at jeg forstå dem godt.

Må være ærligt og sige, at jeg synes aldrig vi er kommet over finanskrisen i 2008, selvom den ene politikere og CEO efter den anden siger det.

Jeg husker tiden før finanskrisen og vi er virkelig aldrig kommer tilbage til det velfærd stat. I stedet høre vi stadigvæk kun om besparelser, nedskæringer, "effektive ting", større krav for at opnår en ydesel eller ligende.

Mens alt dette sker, så kaster politikere rundt med den ene skattelettelser efter den anden, samt spilder flere og flere skattekroner på dårlige IT systemer og deres venner

Forstår det godt. Det underlige er at jeg ikke er sikker på om økonomien bare ikke er der (pga. ældrebyrden) eller om pengene bare bliver brugt forkert. Skattelettelser og besparelser har der jo været nok af men er det et valg eller en nødvendighed?

Et referat af teksten:

• Både politikere og borgere oplever vrede mod staten, både i USA under Trump og herhjemme, især i forbindelse med debatten om CO2-afgifter.
• Siden velfærdsstatens begyndelse for 150 år siden har borgere protesteret over statens indblanding i deres private forhold, og denne vrede fortsætter.
• Der sker dog noget nyt inden for de seneste årtier, hvor vreden mod velfærdsstaten får nye årsager og udtryk, især blandt lærere, sygeplejersker og pædagoger.
• Vreden er ikke længere kun over statens indblanding, men også over dens manglende evne til at opfylde sine egne idealer, som retfærdighed, sikkerhed og omsorg.
• Vreden udtrykkes også blandt velfærdsstatens kernetropper, som offentligt ansatte med direkte borgerkontakt, der føler sig overbelastede og svigtet af systemet.
• Denne vrede kommer også til udtryk i ny skønlitteratur, der beskriver midaldrende kvinder, ofte offentligt ansatte, der kæmper mod velfærdsstaten.
• Skønlitteraturen viser, at vreden er velbegrundet, men også afmægtig og komisk, da den sjældent fører til reelle ændringer.
• Der har været en "emotionalisering af samfundsdebatten", hvor følelser spiller en større rolle, men det er stadig svært at omsætte følelserne til politiske ændringer.
• Der er en tendens til at affærdige følelser som vrede, selvom de er legitime, hvilket kan bidrage til følelsen af afmagt hos borgerne.