Jeg tror man i opsporingen af årsagerne til udviklingsforstyrrelser er nødt til at se på både fysiologiske og psykologiske faktorer. Måske spiller tarmflore ind, måske gør hormonforstyrrende stoffer, måske gør skærmtid og måske gør fraværet af kontakt til en kvalitetsvoksen fra ca. 1års alderen. Vi kunne også justere på de krav vi stiller til børn og unge, og på de miljøer vi placerer dem i fra ca et års alderen. Sætter vi et-årige i institutioner fordi vi mener det er gavnligt for børnene, eller gør vi det fordi vi af økonomiske årsager skal tilbage på arbejde, og fordi de af politikkerne fastsatte rammer gør det stort set umuligt for mennesker med almindelige indkomster at holde børnene hjemme i længere tid? Er en skoledag med 4 til 6 lektioner med stillesiddende papir/tablet arbejde den rette måde at undervise børn på? Måske anskuer vi træning af dyrearten menneske helt forkert. Måske er der ikke flere og flere der får adhd. Måske har vi bare ændret de miljøer vi placerer børn i, så flere og flere udviser symptomer på adhd. Adhd og autismespektrumforstyrrelse er ikke fysiologiske påviselige diagnoser. Diagnosticeringern beror alene på observationer og selvrapportering, så et eller andet sted kan man aldrig med sikkerhed konstatere at flere og flere får diagnoserne. Selv i vores lille land er der regionale forskelle på prævalensen af adhd-diagnoser, hvilket kunne tyde på at miljø også er en medspiller. Jeg har været vidne til børn der udviste symptomer nok på adhd til at få diagnosen. Men et skoleskift eller det at faren stoppede med at drikke, medførte at barnet ikke længere udviste symptomer nok til at have adhd jævnføre icd10. Jeg påstår ikke at alt er miljø. Som sagt tror jeg årsagen til stigningen af diagnosticerede børn med adhd er multifaktuel. Men meget interessant med tesen om tarmflora. Forskningen får generelt mere og mere øjnene op for betydningen af vores tarmflora.
Anbefaler hermed 24 spørgsmål til professoren om emnet