Jeg affinder mig med, at verden er, som den er. Man kan kritisere nyhedsstrømmen, men det er alligevel et faktum, at der sker mange frygtelige ting i verden hver dag. Det er ikke for at sige, at jeg aldrig lader mig reagere, men jeg tager følelsesmæssig afstand fra det mæste, som jeg læser. Et af de tidspunkter, hvor jeg har ladet noget gå mig mest på, var da jeg stod op og opdagede, at Trump var på randen af at genvælges. Den dag var i sandhed forfærdelig for mig, men dagen efter var sådan set som alle andre dage—man må jo på et tidspunkt tøffe videre.
De fleste mennesker, som jeg træffer i virkeligheden har ingen kvaler ved at erkende, at Trump er skingrende tosset. Alligevel holder medierne tilbage — han er jo præsident, ikke sandt? Men det er jo totalt håbløst, når han konsekvent viser og har vist, at der ingen grænser er for hans inkompetence og svigagtighed. Jeg håber inderligt, at nyhedsmedierne for alvor begynder at behandle ham, som den voksne forbryder han er, i stedet for blot en utilregnelig politiker.
Meget middelmådig, da jeg blev krank mandag morgen.
Det er vel også staten, der håndterer Huawei? 中国和平崛起
Apropos overeksponering: Det er selvfølgelig en vigtig sag, og det er dejligt at den diskuteres, men jeg er samtidig også glad for, at det ikke fylder så meget her som på Reddit.
Er det ikke en smule puerilt?
Jo, selvfølgelig—det er kontekstbaseret. Pluralisformen erfarer jeg mest blive brugt med en negativ sociopolitisk eller -kulturel forbindelse, men man kender vel naturligvis også til andre semantiske konnotationer.
I øvrigt, nu vi taler om ordet »tilstand«: Noget, som har irriteret mig i noget tid, er hvordan det synes at være stærkt kannibaliseret af det engelske »mode«, eksempelvis i computer- og spilrelateret brug som i »dark mode«, »light mode«, »game mode«, »flight mode« osv. Jeg stemmer for at vi, det danske folk, oprejser »tilstand« fra dets sygeleje og reetablerer ordets forhenværende pragt.
Jeg tror aldrig, at jeg har hørt ordet »tilstande« brugt i en positiv sammenhæng før nu.
Bemærk dog, at FIDE-ledelsen er de største fjolser i denne saga, da de faktisk accepterede spillernes anmodning.
Der bør jo slet ikke findes et »uafgjort mesterskab«; Turnerings udfald er i værste fald aftalt spil mellem Carlsen og Nepomnjasjtjij. Finalens format var akkurat som en straffesparkskonkurrence—problemet var de to spillere, der besluttede sig for, at de ikke gad tabe, hvorfor de ikke gad spille. Tænk at Carlsen turde opføre sig således efter først at have trukket sig fra turneringen.
Jeg har været i Aarhus.