Det er på tide at vi begynder at få en ærlig debat om, hvad der skal ske med velfærdssamfundet i en fremtid hvor færre vil arbejde for det og flere (ældre) vil få brug for det. Lige meget hvad, så kan vi ikke opretholde samme serviceniveau som nu.
Jeg er desvære blevet lidt pessimist hvad angår regeringens vilje til at lytte til eksperter, så jeg forudser allerede nu, at omsættelsen af disse anbefalinger til politiske beslutninger bliver en omgang populistisk makværk uden nogen reel effekt. Men jeg håber at jeg tager fejl.
Edit: En anden ting vi mangler at snakke om er, hvad vi gør når (og ikke hvis) vi begynder at mærke konsekvensen af at der er så få der bliver uddannede til pædagoger. Der er allerede pædagogmangel, og der er en generation af ældre pædagoger der kommer til at gå på pension uden at samme antal unge pædagoger kan tage over. Hvad gør vi når der ikke er nok pædagoger til at passe vores børn i arbejdstiden? Jeg synes at debatten primært omhandler hvordan vi kan få flere til at arbejde indenfor faget, hvilket er sindssygt vigtigt for at begrænse omfanget af den forestående krise. Men jeg undrer mig over hvorfor vi som samfund venter med at forholde os til hvordan vi rent faktisk skal imødekomme de uundgåelige velfærdskriser indtil vi står i lort til halsen.
Jeg tror desværre at svaret er det samme som årsagen til, at jeg er pessimistisk omkring regeringens vilje til at bruge de her forslag konstruktivt: det er upopulært på den korte bane. Hvem stemmer på dem der vil sænke det offentlige serviceniveau?