Feddit.dk

Hvis du også er træt af tomme plot twists og Marvel-mos, så snup en aften med én af disse.

Jeg blev selv sendt i armene på dem af den vise Feddit-bruger @Nangijala (hvordan tagger jeg?😂)– og tak for det! Der er flere til denne uge!

1. Another Year (Mike Leigh, 2010) En lille britisk perle om hverdag, tid og tavs ensomhed. En film hvor ingenting sker – og alt føles. Som at drikke te med livet selv.

2. The Father (Florian Zeller, 2020) Hopkins i sit livs rolle som mand med demens. Hjernen vrides, hjertet knuses. En film der viser, hvordan det føles indefra. Uafrystelig.

3. Kvinde på Krigsstien (Benedikt Erlingsson, 2018) En islandsk eco-thriller-komedie?! Jep. En badass kvinde saboterer elmaster i kamp for naturen – med kor og alt muligt. Vildt, visuelt og vedkommende.

Garanteret visdom uden overflødig action og med masser af eftertanke. ❤️☀️

Jeg vil dele en god musikalsk oplevelse.

Jeg har gennem længere tid fulgt Tommy Johansson på YouTube, han er svensker og spiller power metal og han er virkelig god, hver fredag udsender han et cover af en sang som han har lavet en power metal udgave af.

For nogen uger siden lavede han Idas sommervisa og ugen efter den en power metal udgave af Nordmans Vandraren. Ganske gode udgaver og det fik mig til at gå og tænke på hvad han kunne lave. Samtidig gik jeg og fik den gode gamle musical Kristina från Duvemåla på hjernen, og torsdag kom jeg frem til at Tommy jo før havde lavet både Abba og Phantom of the Opera, så jeg blev overbevist om at han ville kunne lave en god udgave af Du Måste Finnas fra Kristina från Duvemåla, faktisk blev jeg så opsat på ideen at jeg ville prøve at se om ikke jeg kunne pitche ideen til ham, men jeg har ingen sociale medier jeg kan prøve at få ham til at se det på, så jeg måtte prøve at finde en mail adresse til ham og så håbe han for det første gad at læse den og for det andet synes om ideen.

Den ide gik jeg med om torsdagen, og fredag kom hans nyeste cover så og jeg måtte jo bare grine højt, for hvad havde han lavet et cover af? Jo såmænd Du Måste Finnas fra Kristina från Duvemåla. Jeg lykkedes at få mit ønske på en enkelt dag uden at gøre noget.

Jeg fik så hørt hans cover og må bare sige jeg havde ret, for fanden hvor er den mand talentfuld, han gjorde det helt perfekt lige som jeg håbede på at han vill.

Til dem der nu er blevet nysgerrig på nummeret så ligger det på YouTube her: https://www.youtube.com/watch?v=-zQgJqzgWeY

Jeg er begyndt på anden sæson af Andor. Det er så fedt! En helt anden, mere rå, Star Wars oplevelse, der får SW-universet til at virke mere levende og ægte.

Vi så Incendies fra 2010 her til aften. Jeg har set den før, men det havde min kæreste ikke.

En fuldstændig fantastisk film og en af mine absolutte favoritfilm.

Vi følger et canadisk tvillingepar i tiden efter deres mors død. Pandoras æske åbner sig da de får læst testamentet højt og det viser sig at deres hemmelighedsfulde mor har en fortid, der stikker dybere end nogle af dem kunne have forudset.

To breve ligger klar. Det ene skal datteren give til den far, de indtil nu havde troet var død og det andet skal gives af sønnen til den bror ingen af dem vidste de havde.

Herfra starter rejsen mod sandheden og sandheden ligger et eller andet sted i Mellemøstens tørre varme, i deres mors hjemland. Hver sten bliver vendt på vejen mod sandheden og under hver sten ligger en skorpion, der afslører den ene altomvæltende hemmelighed efter den anden om deres mors fortid og hvad der blev af de to mænd, de er beslægtede med.

Med på dvden er en lille dokumentar som er halv behind the scenes og halv interviews med de mellemøstlige statister, som alle har haft krig alt for tæt inde på livet. Filmens instruktør, Denis Villeneuve (Prisoners, Enemy, Sicario, Arrival, Blade Runner 2049 og Dune-filmene) nævner selv at han aldrig har kendt til krig og derfor er meget lydhør overfor statisternes intuitionen og forslag så det han laver bliver autentisk. Dolumentaren er lige så, hvis ikke mere, spændende end filmen selv da man hører fra børn, unge, midaldrende og helt gamle, der deler deres oplevelser af krig. Nogle er fyldt med hævnbegær, andre er plaget af traumer og yderligere andre føler en taknemmelighed for at kunne deltage i noget, der belyser deres virkelighed.

På sin vis føles det til tider som at overvære en masse overgreb på traumatiserede mennesker når de skal bevæge sig gennem sættene med brændte biler, murbrokker og lyd af skud. En teenagedreng smurt ind i teaterleder står og taler om hvor ubehageligt det føles i hans krop at gøre det her. Fnisende 18-20årige piger taler om hvordan lyden af kampvognene i baggrunden vækker minder fra krigen i Irak og at det sidder i huden på dem. En mor ser på scenen hvor en bus fuld af mennesker bliver nådesløst beskudt og brændt af. Hendes døtre er statister og hun taler om at hun er glad for at de deltager i filmen. At det var noget de gerne ville. En af pigerne får sprøjtet teaterblod ud over sit tøj og smiler kækt med lidt galgehumor "rød - kærlighedens farve". Moren fortæller hvordan en militia brød ind i deres hjem og hvordan de dræbte hendes søn.

Så mange historier og lige så mange mennesker til at fortælle dem. Alle er de mærket af det på deres egen måde og selvom det føles forkert at have dem til at genopleve de ting de flygtede fra, så virker det som om at det for dem alle er en vigtig ting at gøre - også selvom det er ubehageligt.

Incendies er Denis Villeneuves bedste film og det er slet ikke op til diskussion. Jeg har set alt han har lavet (undtagen Dunefilmene) og ingen af dem er overhovedet i nærheden af Incendies' niveau. De andre film er film. Incendies er virkeligheden fortalt gennem fiktion. Når man tænker på hvor høj kaliber en gennemsnitlig Denis Villeneuvefilm er, så siger det altså ikke så lidt. Vil klart anbefale den til alle.

Jeg glemmer aldrig første gang jeg så den og hvor rystet jeg var da vi nåede rulleteksterne. At se den igen og vide præcis hvor den er på vej hen gør den ikke mindre spændende eller mindre rystende. Den viser virkelig hvor grusom krig er og hvad krig gør ved mennesker. Og så har den bare et skidegodt budskab: vi arver alle vreden og den holder os i lænker, men vi må og skal bryde kæden og ikke give vreden i arv til næste generation.

Jeg har læst graphicnovel udgaven af Kurt Vonnegut's Slaughterhouse-Five. Bogen er en af mine yndlingsbøger og jeg er virkelig glad for den her version. Stregen og valgene stemmer godt overens med mine egne og der både underfundighed, varme og humor i den. Kæmpe anbefaling!