En bruger skrev i en privatbesked nogle spørgsmål som jeg lige svarer på offentligt her da jeg tænker andre måske har samme spørgsmål:
God undersøgelse. Hvad er tankerne bag den i år - og bag de forskellige spørgsmål? Nogle er ret specifikke.
Hvad kan dataen bruges til ud over gøjl og løjer? “En bedre service”? 😛
Langt de fleste af spørgsmålene er præcist de samme som sidste år. Der er kun nogle få tilføjelser. En del af pointen er jo at have de samme spørgsmål over lang tid, så man kan se en eventuel udvikling. Det kan man ikke rigtig hvis man skifter spørgsmålene hvert år.
Spørgsmålene på den første side, især den om vurderinger og begrundelsen om hvorfor, tænker jeg kan bruges som en slags rettesnor, altså sådan om vi gør tingene som vi skal. Hvis der fx kommer et stort fald i vurderingen om moderation, så er det jo nok noget vi skal forstå og kigge nærmere på. Hvis der kommer et stort fald i den generelle oplevelse ville det jo heller ikke være godt og det skulle man nok også følge op på. Så på den måde er en del af spørgsmålene vel for at give "en bedre service".
Demografi-spørgsmålene er til dels bare "for sjov" men der er måske også en ide i at forstå hvilke slags mennesker vi har på Feddit.dk, eller måske vigtigere, hvilke slags mennesker vi ikke har. Tidligere brugerundersøgelser har fx vist at der er en stor overvægt af mænd i forhold til kvinder, og en stor overvægt af venstreorienterede i forhold til højreorienterede.
Personligt synes jeg ikke at fediverset eller Feddit.dk er hverken kønsligt eller politisk orienteret og jeg synes i bund og grund at fediverset bør være for alle. Generelt set så jeg derfor helst at Feddit.dks demografi lignede den generelle befolkning, men det gør den ikke 😅.
At vide noget om demografien synes jeg er vigtigt for at have en opmærksomhed på den forudindtagethed vi har her på siden. Skal vi fx være opmærksomme på ikke at være for polariserende i vores politiske debatter? Bliver den politiske minoritet nedstemt eller overdøvet ubegrundet? Skal vi være opmærksomme på ikke at udelukke kvinder baseret på de emner vi diskuterer? Jeg synes det er godt at vide, både for moderatorer men også for alle andre brugere. Jeg synes ikke Feddit.dk skal blive et ekkokammer hvor kvinder eller folk der stemmer til højre ikke føler sig velkomne. Demografi-spørgsmålene hjælper med at se om vi laver nogen fremskridt på det punkt.
Resten af årsagen til spørgsmålene er nok bare gøgl og løjer, eller ren og skær nysgerrighed. Jeg synes selv bare det er sjovt at se resultaterne for sådan en undersøgelse og det har andre brugere også givet udtryk for før, så ja, det er nok også bare for sjov i sidste ende :P
Og er det “bare” dig, som har sammenfattet undersøgelsen, eller er alle mods inde over at bidrage/behandle?
Som sagt er undersøgelsen meget det samme som sidste år men jeg har spurgt de andre administratorer til råds inden udgivelsen, især i forhold til formulering af de nye spørgsmål. Derudover har vi også taget nogle spørgsmål med som brugere har foreslået. Så nej, det er ikke kun mig :)