Når ord fejler, finder vi andre måder at tale på. De serbiske studerende har vist, at et penselstrøg kan være lige så kraftfuld som en stemmeseddel – At en sang kan samle folk, hvor politik deler dem – At kultur ikke er et tilbehør til samfundet, nej det er selve fundamentet
Hvad vil jeg? Læser du stadig med? De serbiske protester er blevet ignoreret af store dele af de europæiske medier. Men det betyder ikke, at vi skal gøre det samme. At se den anden vej er også et politisk standpunkt. Vi kan vælge at lytte. Vi kan vælge at dele deres historier. Vi kan vælge at stille spørgsmålet:
Hvad ville vi gøre, hvis det var os?
Vi har her hjemme en stærk tradition for folkelige bevægelser. For at organisere os, For at tage ansvar. Men det kræver, at vi ser ud over vores egen næsetip. At vi forstår, at frihed ikke er noget, der stopper ved græne Når men nu til, hvad det egentlig er jeg gerne vil have dig til: Hvis du har tid, så se dokumentaren: "Wake Up, Serbia! Pumpaj" og tal om den.
De serbiske studerende har ikke vundet endnu. Måske har de endda tabt. Men det betyder ikke, at deres kamp er meningsløs. For historien husker ikke kun dem, der vinder – den husker dem, der turde stå op.