Jeg tror egentlig ikke på at vi har specielt uopdragne børn i dag, når jeg hører om hvad mine forældres generation rendte og lavede og når jeg huske hvad vi andre fik tiden til at gå med. Er det ikke bare endnu en af de her "ungdommen nu til dags!" meninger som alle synes at have på ethvert tidspunkt?

Er der nogle empiriske beviser på at børn nu er værre end børn for 10-20-30 år siden?

Har ikke læst artiklen grundet betalingsmur, men..

Jeg oplever desværre igen og igen, at debatten ofte kommer til at handle om at finde én syndebuk. Så er det skolen, der har dårlige rammer. Så er det lærerne, der er dårligt rustet og udbrændte. Så er det curlingforældre, eller forældre, der arbejder for meget. Jeg tror, sandheden findes i en kombination af det hele. Har vi fraværende forældre, som “curler”, når de endelig er til stede, får vi børn i mistrivsel. Har vi vold, mobning og et fagligt lavt niveau i klasserne, får vi også mistrivsel. Og har vi det hele på én gang, ja, så har vi massiv mistrivsel.

Jeg synes også, det er alt for let at sige, at forældre bare kan arbejde mindre og være mindre materielt fokuserede. Det har nemlig konsekvenser, også for børnene, hvis økonomien bliver stram. Materielle afsavn kan påvirke både relationer og barnets selvværd. Det er ikke kun trist at være det eneste barn, der aldrig kommer på “eventyr” i ferierne eller aldrig har de “rigtige” ting, det bliver en del af barnets fortælling og selvbillede.

Jeg er heller ikke fan af, at man taler så meget om “uopdragne børn”. For hvad mener vi egentlig med det? Er det forældrene, der ikke irettesætter nok? Eller er det hele strukturen omkring barnet, der svigter? Hvis alt sejler omkring et barn, kan forældrene ikke løfte det alene. De kan skadebegrænse og brandslukke - men det samme gælder den anden vej rundt. Der er ikke mange uopdragne børn imo, der er børn der prøver at navigere i urimelige vilkår og mistrivsel. Brugen af ordet "uopdragent" er en grov forsimpling af hvad der forgår.

Jeg mener, at ansvaret er fælles. et samspil mellem forældre og det omgivende samfund, men med hovedansvaret placeret i familien. Det giver derfor ikke mening kun at tale ind i enkelte problemer. I stedet bør vi tale om helheden, og hvordan de omgivelser, barnet befinder sig i, kan skabe et positivt samspil, der fremmer barnets udvikling og trivsel.

Folk idag har jo også en forventning om en levestandard, der dikterer at begge forældre arbejder fuld tid. Dyre huse, dyre biler, rejser og et ekstremt forbrug af alting. Det er en ond spiral af følelsen af, at man fortjener at have det godt, når man har arbejdet så meget.

Jeg tror selv jeg kigger efter at få et arbejde med en 4-dagsuge eller noget lignende. Hamsterhjulet bruger simpelthen for meget af min tid og opgaverne derhjemme er der for lidt overskud til.

Det er fair. Min biologiske far var ikke til rådighed og min senere pseudo-far var et røvhul af usandsynlige proportioner, men min mor... havde travlt med at gøre sit bedste.