Jeg er socialpædagog og arbejder bl.a. som udkørende støtte. Den borger med flest støttetimer i vores regi har tre timer – og her taler vi om et massivt støttebehov. Det er mennesker, der ikke kan fastholde job eller bolig, har svært ved at håndtere økonomi, og som ofte har traumer, diagnoser og eventuelt et misbrug, der skal bearbejdes.

Når det er sagt, så læser jeg kun, at hun har mødt en sagsbehandler, som har hjulpet hende med at ansøge. Og der kan være meget langt fra en ansøgning til en faktisk bevilling. Jeg tror hverken, hun ender med at få 15 eller 3 timer. Det er ikke usædvanligt, at der ansøges om støtte, som er helt ude af proportion med de reelle muligheder.

Jeg vil dog ikke gøre mig klog på hendes konkrete behov. Jeg kender selv en borger, som har sit eget firma – men hans hjem er så forsømt, at det er direkte sundhedsfarligt. Han er genial på ét område, men fuldstændig håbløs på et andet. Derfor får han støtte til den del af sit liv – og kun den. Min pointe er, at man skal passe på med at antage, at bare fordi en person fungerer godt på ét område, så har de ikke behov for støtte på et andet.

Personligt bliver jeg ikke ramt på min retfærdighedssans i sådanne tilfælde. Hvis en person har kræft, synes jeg ikke, de skal tømme deres opsparing for at få behandling. Og har de en livslang diagnose, har jeg samme holdning. Jeg går ud fra, at hun betaler skat – og dermed også har ret til de samme ydelser og den samme støtte som alle andre, da hun har betalt regningen.